Aj, luk mig lige ind hva!??

For et par dage siden fik jeg lyst til igen at logge ind her på domænet.

Og så var jeg sgu blevet smækket ud. Jeg stod nærmest dér, med næsen trykket op ad ruden, neglene febrilsk søgende efter sprækker eller revner jeg kunne klemme mig ind gennem. Men uanset hvad jeg gjorde, var det uden held. Min blog var her godt nok, men jeg kunne ikke få lov at logge ind.

Og så var det, at jeg gik en lille smule i panik. For her inde i maskinrummet er der immervæk næsten 11 års virtuel dagbog. 11 år….

 

Engang imellem har jeg gennem årene, været inde i mine arkiver herinde, og læst tilbage til da ældste på nu 14, var en lille tulle på 3 år. Jeg har kigget massesvis af gamle interiørindlæg gennem, kigget på lister, kigget på mad, kigget på alt muligt kreativt jeg har lavet gennem årene. Jeg har grinet og jeg har grædt. For nogle år siden, valgte jeg at lægge de ældste indlæg væk fra offentligheden. De var skrevet i en anden tid, hvor blogland ikke var større end de fleste af os vidste hvem hinanden var, og hvor vi interagerede på en helt anden måde end der gøres i dag. Dengang skrev man nok også anderledes, og der var ikke de store forventning eller ‘krav’ om perfektion udi hverken billedkvalitet eller tekst. Internettet var generelt noget andet, og mange af os delte også på en anden og mere intim måde, end vi vil gøre det i dag.  Det var bare pissehyggeligt og man kom ligesom hinanden ved. Man sendte hinanden snailmail med hjemmelavede ting i, og man tog på blogtræf rundt om i landet (jeg har faktisk stadig et helt netværk af’ gamle’ blogdamer. De er som så meget andet i livet trådt i baggrunden, fordi der også er så meget andet i hverdagen og livet generelt. Nogle af dem blogger stadig, men de fleste gør andre ting nu. Men de ER der faktisk stadig, og jeg ved jeg vil kunne regne med dem hvis lortet brænder på – for de er af den tid, fra dengang).

 

Så alle de her gamle blogindlæg, og ja… de sidste 11 års historie af min egen, var jeg pludselig lukket ude fra. Av, det var ikke sjovt.

 

Jeg hev faktisk fat i det meste jeg kunne komme i tanker om, af potientiel hjælp til at komme ind på min blog igen. Men i sidste end, var det faktisk MIG der selv klarede ærterne (jaja, med en lille smule  en ordentlig røvfuld hjælp fra supporten ved min hostmaster. Tak til Alexander, han var sgu en guttermand til at sende mig de rette guides).

 

Ja og så kom jeg jo ind, og kan skrive og alt muligt…. Ikke at jeg ikke har tænkt på de de sidste 5 måneder hvor bloggen har passet sig selv i stilhed – jeg har såmænd bare arbejdet en vis legemsdel ud af bukserne, og passet alle mine unger, og det der liv generelt.

Det skal man jo også, siger de andre  voksne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *