Vinden skifter. Igen.

Nogen gange tænker jeg på, om jeg nogensinde finder roen.

Efterhånden har jeg forstået, at det gør jeg nok ikke. Roen for mig, er at være i bevægelse. Ikke på den ekstroverte festlige facon, det kan jeg slet ikke finde ud af i mit hoved. Det stresser mig faktisk. Nej, men på den facon at jeg åbenbart nemt gror fast, føler mig bundet og begrænset og låst… Og så skal der ske noget nyt. På hjemmefronten er det de UENDELIGE projekter med at flytte rundt på møblerne, male en væg, grave i haven. Det er afstressende for mig. Knap så meget for manden som nok har givet op på det punkt og lader mig gøre det selv. Det passer mig glimragende.

På det professionelle plan er det noget mere “tungt”. Jeg har det her altopslugende behov for at bruge mit liv på noget der giver mig mening. Noget der giver mig et kick. Noget der gør mig glad langt ind i maven. Og helst hver dag. I et arbejdsliv kan det nok ikke være sådan hver dag, i hvert fald tror jeg det er de færreste det er sådan for. Der vil altid være opgaver der er sjovere end andre. Men sådan i store billede, der skal det altså spille !

Jeg har været i mit fag i 20 år. Lige bortset fra en lille afhopper på et par år væk fra faget, så har jeg ydet omsorg i fusking 20 år! Jeg har været drevet af min egen empati, jeg har lavet tusindevis af sygeplejeopgaver, vasket tusindevis af mennesker, hjulpet lige så mange med mad, påklædning, skiftet deres sår, givet dem deres medicin, skrevet deres plejeplaner. Og jeg har stået i første række til at rette ind efter nye ledere, nye regler, nye normeringer, nye nedskæringer, og nye elever og kolleger. Jeg har forsvaret mit fag mere, end jeg tror mange andre brancher gør. Jeg har både fået SÅ mange røvfulde men heldigvis endnu flere roser gennem årene. Af pårørende, af samarbejdspartnere, og af medierne. Sidstnævnte har ikke givet ret mange roser dog. Arbejdslivet som So.Su.Assistent er ikke helt enkelt.

Og ved i hvad – nu er jeg mæt. Jeg har ikke mere indeni mig at give fra dén konto. Jeg kan se de nye seje elever kommer med den entusiasme og glæde jeg også havde engang. Forleden hørte jeg endda én af teenagerens veninder gerne vil gå samme vej når hun engang er færdig med skolen. Det gjorde mig mere glad end jeg kan beskrive. For mit fag trænger til nyt blod. Det trænger til en opløftning og det trænger denondelynme til respekt! Jeg kan ikke se mig selv i spejlet længere og være tilfreds med mit arbejde.

Jeg har tidligere skrevet en del om det her med at være blevet voksen. Ældre end dengang jeg var ung og sprød. Og usikker. Men nu voksen. Jeg ved hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil. Jeg har ambitioner og drømme og jeg mærker det pible og boble indeni maven af de drømme. Jeg har snakket om det i åresvis. Og jeg har skiftet jobs, blot for at opdage at jeg heller ikke der fandt den gyldne vej jeg drømte om. Jeg var faktisk ved at opgive, og affinde mig med at jeg måske bare var lidt utilfreds, og så er jeg jo også lige fyldt 40, og måske der alligevel var lidt krise ind over selvom jeg ærlig talt på ingen ansre måder føler en alderskrise. Og så er der også det faktum at jeg kun har været i mit nuværende arbejde halvandet år, og det endda med et helt fantastisk kollegialt sammenhold. Men ikke desto mindre kunne jeg mærke jeg var utilfreds.  Så utilfreds at da jeg i anden anledning fik samtlige mine ledere samlet i et lukket lokale, helt åbent fortalte dem at jeg med mindre de kunne ryste posen markant for mig i den retning jeg gerne vil, nok så småt ville være på vej videre. Der var også nytårsaften, hvor jeg stod på en veranda ved de bedste venner, og jeg med den smukkeste udsigt lovede mig selv inde i hjertet, at jeg er nødt til at tage det alvorligt. Med tiden. For det hastede ikke, men 2018 skulle være MIT år, det aftalte jeg også med en anden veninde et par uger senere.

Og pludselig slog karma til. Og så var den der sgu. Arbejdsdrømmen. Stinningen. Den jeg har snuset til i samme fag i kommunalt regi for 10 år siden – nu i det private. Stadig i sundhedsbranchen, men helt andre arbejdsopgaver. Ikke længere rollen som assistent, men en ny rolle og en helt ny arbejdshverdag, som indebærer skrivebord, taleevner og jongleren som en anden cirkusartist. Opslaget stod der og blafrede, og selvom jeg fik et sug i maven over at se det, gik der alligevel et par dage før jeg handlede på det.

Og efter en masse frem og tilbage. Og efter en samtale hvor jeg var helt ærlig og åben, og fik sagt alt det jeg drømte om i et fremtidigt arbejde – fordi jeg jo egentlig ikke behøøøøvede nyt arbejde, så de fik mig råt og usødet – ja så blev jeg tilbudt stillingen. Om en halv måneds tid starter jeg.

Så hvorfor skrive et helt blogindlæg om vinde og foranderlighed? Hvorfor overhovedet skrive, efter lang tids radiotavshed fra min side? Hvorfor ikke så hellere skrive om teenagerens konfirmation, eller turen hende og jeg tog til London? Hvorfor ikke noget lidt mere let? Måske fordi det nogen gange bare er nemmere at skrive når det er lige NU der er noget der kløer i fingrene.

Måske skriver jeg snart herinde igen. Det håber jeg sådan.

  1 comment for “Vinden skifter. Igen.

  1. 15. juni 2018 at 22:42

    Tillykke – kender alt til den rastløshed. Håber, du bliver glad og snart skriver igen 😊 knus, Hulemor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *