Vi plejede at kalde hende ‘flyvende farmor’.

De sidste 4 måneder har været meget meget følelsespræget for os her hjemme. Det har været rutchebaneture af lettelse, dyb afmagt, ked-af-det-hed og mange tårer. Det har været frustrationer, tænders gnidsel, opture og lyspunkter, stress, søvnløse nætter.

Og accept i sidste ende. Idag fik vi sat et midlertidigt punktum, eller i hvert fald er vi nået til det sted, hvor vi ikke kan andet.

 

For 4 måneder siden blev min svigermor – min mands mor – mine børns farmor – alvorligt syg.

 

Det var den første sommeragtige dag i starten af foråret, en lørdag. Vi var i haven, ungerne legede og vi havde tusinde planer for den dag. Men telefonen ringede – en nabo syntes der var så stille i min svigermors lejlighed, og hun virkede slet ikke som sig selv. Hjemme i haven vurderede vi at jeg skulle køre derop – jeg ville kunne være mere objektiv end min mand ville kunne være.

Jeg har aldrig kørt så hurtigt før.

 

For 4 måneder siden stod jeg med hendes liv i hænderne og ringede 112. Jeg var med hende hele vejen, fra modtagelse af teamet der stod springparate til at tage imod os, til turen gennem MR scanner, prøver osv. Jeg stod og sagde JA på hendes vegne, og jeg sad og ventede med hendes hånd i min. Jeg krammede hende og lovede at alt nok skal blive bedre igen, jeg a’ede hendes kind, jeg hjalp hende med at drikke af en kop. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, og da jeg ikke kunne gøre mere, gik jeg ud til min bil og kørte hjem til min mand og mine børn og satte mig i haven sammen med dem. Jeg kæmpede virkelig med mine roller. Mit hjerte kunne ikke blive enig med min faglige viden om hvad jeg skulle tro og hvad jeg skulle sige højt.

 

***

 

Det har været 4 lange måneder siden da. Vi har stemplet ud og ind af ængstelsen, vi har faktisk været gode til ikke at være i den hele tiden. Men den har ligget og luret der bagerst i hovedet hele tiden. På de 4 måneder har vi kæmpet mest med, men også imod sundhedssystemet. Vi har været der hele tiden, gennem alle de faser og alle de forskellige steder hun har været. Idag fik vi som sagt, sat det punktum vi kan sætte nu. Vi har igangsat de nødvendige ting for at hendes fremtid bliver så god og værdig som overhovedet muligt. Vi har været nødt til at acceptere, at vores mor – svigermor – farmor aldrig mere kommer tilbage som den kvinde hun var, men at hun skal fortsætte gennem utallige træninger, og at vejen endnu er lang at gå. Hun kommer aldrig hjem i sin lejlighed igen, men skal efter næste træningsophold flytte på plejehjem. Det har vi bestemt idag, og jeg tudede der ved mødebordet midt mellem min mand, svoger, kommunens folk og hele det team der har vurderet hende. De har gjort det godt, det har de sgu!

 

Og hun ER på vej, men hold nu kæft hvor jeg savner min svigermor som hun var præ hjernebetændelse og deraf skader.

6 thoughts on “Vi plejede at kalde hende ‘flyvende farmor’.

  1. Puha!…. Mange tanker til dig og dine!
    Hvor ville jeg gerne ha’ en svigerdatter som dig, den dag jeg falder om! ❤️

    • Maria

      Det var eddermanme sødt sagt- TAK !

  2. Åh nej hvor barskt. Det lyder til at farmor har en stor betydning i jeres liv, så håber at det går hende så godt som muligt, og at I har det godt i maven med den plan der er lagt.
    Venligst Sebrina

    • Maria

      Kære Sebrina,

      Tak for dine ord. Farmor betyder rigtig meget i vores liv – og hun bliver desværre aldrig som hun var. Men jeg er ni ret glad for den version af hende vi har fået i stedet, og har det rigtig godt i maven med de planer vi har lagt for hendes fremtid – og det tror jeg også hun er glad for.

      KH Maria

  3. Godt med naboer, der råber højt, og skønt I kan og kunne være der for hende midt i al sejheden :)
    Pernille recently posted…Et noget mere festligt tillykke end forventetMy Profile

    • Maria

      Tak for det Pernille 😘 Det er en hård tid, men det er heldigvis blevet lettere med tiden og accepten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge