Det er ikke en købmandshandel.

Man skal ikke underkende vigtigheden af at passe (rigtig) godt på hinanden i et parforhold. Der går så nemt hverdag i hverdagen, og i hvert fald herhjemme ved os i småbarnsårene skal tingene ligesom køre lidt efter en rimelig fastlagt plan, for at der ikke kommer for meget grus i maskineriet. Og så kan det godt gå hen og blive til mindre (meget mindre) kærsteri, og mere logistik.

Der er også hele issuet om den manglende og brudte nattesøvn, og deraf mindre… lad os kalde det overskud, til at være det ordentlige menneske overfor hinanden som man var, præ småbørn.

Man kan godt falde i gryden med selvretfærdighed, og man kan godt blive en kende martyragtig til tider. Det kan man godt. Og jeg kan godt såen rent hypotetisk (gu da røv, jeg er blot et menneske. Og nogle gange et virkelig grimt ét af slagsen). Men overordnet set, i det store og hele, skal man altid huske på at passe rigtig godt på hinanden.

Vi er ret gode til det her hjemme.  Vi husker på det der lille anerkendene blik, klappet på skulderen eller po-po’en, det ekstra kys i nakken. Det at gøre de der små ting der ikke rigtig tæller eller måske bemærkes, men som den anden bare bliver så glad for. Som når ham med de gode armen reder sengen om morgenen. Han er fuldstændig totalt og aldeles ligeglad med det, men for mig betyder det bare rigtig meget. Det gør mig glad når han gør det. Eller når man lige sender et kys i en sms midt på dagen, bare fordi.

Ligesom hvis den ene af os vrisser af den anden uden grund – så lukker vi den, i stedet for at åbne den op til et vulkanudbrud af et skænderi, som man nogle gange måske godt kan have lyst til at gøre, bare fordi man er træt eller har haft en hård dag. Luk den, stryg hinanden med hårene, og grin!

***

Da vi fik barn nr 3, for nu over 2 år siden, slog det benene væk under os. hold-Nu-Kæft det var hårdt. 2 børn lige i rap var hårdere end vi havde forestillet os. Og det er til dels stadig hårdt. Men det letter også på SÅ mange plan, og det er langt mere glæde og romantik end det har været. Vi troede ikke der ville være den store forskel. Vi havde jo allerede 2 børn, så én mere kunne umuligt slå os ud. Men det gjorde det faktisk lidt. Det var ikke sådan en hyggeli lille treér, rosinen i pølseenden, og alt det der jazz. Jeg har tidligere skrevet en del om det, og hver gang jeg gør det, bliver jeg altid så bange for at det lyder som om vi ikke også nyder og har nydt det, som om det har været en lang ørkenvandring af rod og gråd og jeg-ved-ikke-hvad. For det var det jo ikke. Kun.

Men det VAR altså hårdt.

Og jeg tror det er der, der let kan gå købmand i den, og man kan falde i fælden som er svær at komme op ad igen. Måske er det også noget der kommer med årene ? Måske er det fordi man er blevet det ældre, at man godt kan se over egen næsetip og passe på hinanden. Der kommer aldrig en ukompliceret tid igen. Har den overhovedet nogen sinde været der ? Alt er faser, både i småbørnsårene og i parforholdet. Og man er stærk når man, når man går i seng om aftenen, kan se sig selv i spejlet og være glad for den man har været i løbet af dagen – overfor både ens yngel, men sandelig også overfor ens mand / kone.

 

***

 

Glad fredag til jer der læser med. Jeg kan se der faktisk er forbløffende mange, trods jeg først er startet så småt op igen efter næsten et års pause. Jeg har jo ikke råbt højt nogle steder om mine skriblerier herinde igen, så TAK fordi i kigger forbi, det gør mig glad !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

CommentLuv badge