Én gang til – bare fordi jeg ikke kan skrive om andet åbenbart.

Sagen er den, at vi stadig ikke sover. Og jeg kan efterhånden mærke på mig selv, at jeg bliver mere og mere indebrændt og træt (!), af at høre mig selv snakke om mangel på søvn. Jeg føler snart jeg er hende dér, som bare brokker og klager sig. Og det er på ingen måder en rar følelse.

Jeg ser mig selv som en meget stærk og sej kvinde. En kvinde der er god til at sige fra, som er saglig og reflekteret og har en god portion humor. En kvinde der kan lide at gøre noget ud af sig selv, spise god og sund mad, motionere, osv. En kvinde jeg faktisk rigtig godt selv kan lide, men som jeg mærker at jeg savner, fordi jeg slet ikke er sådan for tiden. Fordi jeg fusking aldrig nogen sinde sover. For helvede altså!

Vi har lige haft pigerne på fætter/kusineferie på landet. Andrea er stadig afsted, men Edith hentede jeg hjem igår, efter hun har været væk i 3 nætter. De nætter har vi brugt på at flytte Vitus ud af soveværelset, og lige så stille og gelinde begynde ham at lære at sove selv, og (ikke mindst) selv falde i søvn når han vågner om natten (altså, mellem de der søvnfaser vi alle har ing). Det er heldigvis begge os forældre stærkt på sinde, at det skal ske på en god og tryg måde. Der er på ingen måder noget med at han skal græde sig selv i søvn. (pu ha, bare det at skrive det giver mig faktisk kvalme), men i stedet at han lige så stille skal hylles ind i ro og tryghed til selv at kunne. Og det er altså nærhed der skal til. Og det får han! I nat var det nødvendigt jeg var inde ved ham en gang i timen – det er ret heftigt synes jeg godt jeg vil indrømme. Selvom vi voksne er helt på samme hold og vi støtter hinanden og i det hele taget ér der for hinanden i stort og småt, så er jo bare heller ingen tvivl om, at det er mig der står for arbejdet med det her, for manden skal altså også passe sit arbejde.

Og det arbejde jeg er igang med nu, det skal bare være nu. For jeg kan ikke mere nu. Jeg kan ikke hænge sammen. Jeg bliver ked af det når jeg ser billeder af mig selv, med gigantiske render under øjnene og seriøst dårlig hud (hej overordentligt stort misbrug af cola og tørkelignende mangel på vand). Jeg bliver provokeret når folk taler om en ‘nem lille treér’ om et tredie barn. For vores lille guldklump her ér faktisk en nem fyr der sjældent er ked af det, der smiler og hviner af glæde dagen lang, og er en virkelig sjov lille personlighed. Han har bare virkelig svært ved at sove om natten. Jeg har stunder hvor jeg føler mig mislykket og at jeg da for pokker må kunne finde ud af det. Han ER jo trods alt mit tredie barn, og de andre to er jo endt meget godt ud – også på søvnområdet. Andrea er tween, Hun kan seriøst sove overalt. Og det gør hun! Og Edith lærte det jo også efterhånden. Hun er knap 3 nu, har ikke sovet middagssøvn på daglig basis siden i sommers, til gengæld sover hun 12 timer om natten – og hun sover simpelthen SÅ godt. Nyder at komme i seng og putte med sine bamser og gemme bussemænd under puden. (okay, det sidste er lidt klamt, men det er da bedre end at hun spiser dem….) og Edith er lige dér hvor vi så gerne vil lære Vitus at komme hen. Så ja, det er det vi øver på lige nu.

I nat sov de sammen på deres fælles værelse for første gang. Dvs Edith sov som en drøm, Vitus var vågen ca en gang i timen. Han skal nok lære det, jeg er egentlig ved godt mod – men jeg er mig også meget bevidst om, at det er det der fylder og det der gør at jeg ikke kan hverken skrive om, eller tale om ret meget andet pt. Sorry, but not sorry.

Hende den kvinde jeg ved jeg også er, og som jeg savner, hende forsøger jeg virkelig at grave frem. Jeg ser glimtene af mig selv når jeg twerker gennem stuen, danser vildt i køkkenet med tweenen, eller sjofler min mand så han næsten bliver forlegen. Når jeg laver god mad, når jeg er kreativ med mine hænder, eller når jeg er sammen med gode mennesker. Jeg glæder mig bare sådan til det ikke længere foregår gennem en stor diffus dyne af træthed over hovedet på mig.

  8 comments for “Én gang til – bare fordi jeg ikke kan skrive om andet åbenbart.

  1. 18. februar 2016 at 17:17

    Hvis det overhovedet kan lindre, var – er – min tredie også s.u.v.e.r.æ.n.t. den dårligste sover. Den eneste grund til, at jeg har overlevet med en sjat energi i behold (hun er 9!) er, at jeg tidligt udviklede en-jeg-hører-hende-ikke-om-natten-men-det-gør-hendes-far-evne. Så jeg har fået sovet igennem i de sidste mange år, medmindre jeg vækkede mig selv. Til gengæld er hendes far oppe flere gange om natten…. Men visse vasse – han skal jo op og tisse 3 gange alligevel. 😀
    Men hvad ville jeg egentlig? Nå ja, godt I tager turen med Vitus og hans sovevaner nu. Vi har lagt Anna indtil i lørdags hver aften i vores seng og har skullet ligge med hende til hun faldt i søvn. Sindssygt det meste af tiden, fordi der er meget andet, man gerne vil om aftenen som en rimelig normal voksen. Men også hyggeligt med putten og godnathistorie og bare liggen tæt. Shit jeg savner det allerede.
    Så I laver et godt – og sindssygt opslidende – stykke arbejde. Du kommer til at sove. Om ikke så længe. 🙂 Og det er det hårdeste at undvære. Søvnen.
    Knus 🙂

    • Maria
      18. februar 2016 at 20:57

      åh Katrine, tak for din kommentar ! Jeg har dage hvor jeg tror jeg skal gå i brædderne, og hvor eneste overlevelse er den der indre messen af ‘det går over det går over det går over’. For man kan jo ikke være ked af at have en glad lille gut der gerne vil putte på din mor vel – og så alligevel. Jeg nyder nemlig også sindsygt meget nærværet med ham, og jeg synes faktisk det var lidt hårdt at flytte ham ud af soveværelset. Mit sidste barn, mimre mimre. Men som sagt, det er nu det skal være for at vi kan hænge sammen alle sammen.

      Jeg mener du har nævnt det før, det med Anna ? Det lyder godt nok også som en sej omgang ! Totalt i orden taktik at du har kunnet sove igennem, stakkels prostata gør godt for noget 😉 Men det må også have været hårdt til tider at skulle ligge i godnat-putte-hygge hver aften, og kræve lidt anderledes aftener. Hvordan mon det går for hende at falde i søvn selv nu ?

      KH Maria

  2. 19. februar 2016 at 10:00

    🙂 Hun falder i søvn i sin egen seng. Meget, meget sent, og jeg gruer for hverdagens komme. Og i går faldt vi begge om i dobbeltsengen, fordi far var ude, og vi var trætte. Med en forsikring om, at “i morgen er det i min egen seng”. Ha! Vi får se, hvor godt det kommer til at fungere. Hun er en lille tryghedsputte, og vi er svage. Tænker, at hun nok ikke ligger der som 14-årig, vel? Vi andre vil jo også helst sove sammen. Jeg har faktisk rigtig svært ved at sove alene efterhånden. Og så påtrænger vi vores børn det. Så jeg er splittet, men samtidig er jeg ingenting værd, hvis jeg ikke får min nattesøvn = min. 7 timer. 🙁

    • Maria
      25. februar 2016 at 21:09

      Undskyld det sene svar – jeg har haft travlt med at holde mig vågen 😉

      Det der med at vi voksne også bedst kan lide at sove sammen, og det derfor er svært at påtvinge vores børn at sove alene – den er altså lidt svær ikk. Jeg har snakket med min 11 årige om det, og hun synes det er rarest at sove alene, nu. Men hun husker også godt da hun var mindre og kom trissende om natten for at sove i ‘smør hullet’. Og at vi som oftest fulgte hende ind i hendes egen seng igen. For mig har det været hyggeligt at sove med alle mine børn, men jeg har bare også måttet erkende at jeg i længden ikke sov godt når jeg fik albuer og hæle i hoved og mellemgulv natten igennem. Og så tænker jeg også, at min seng er det eneste sted i huset der er MIT. Og jeg har brug for at oplade. Alene. Eller, altså uden unger.
      Men… som du er jeg også splittet, og det glæder mig helt vildt meget at Edith er ovenud begejstret over at hendes lillebror er flyttet ind på deres fælles værelse nu – hun synes det er vildt hyggeligt 🙂

  3. Ann
    21. februar 2016 at 13:49

    Hoppede rundt i blog verdenen i et forsøg på at bilde mig selv ind jeg laver andet end ingenting. Endte her og fik uendeligt langsomt navnene til at hænge sammen. For jeg sover heller ikke da nogen mener at kombinen af ferie og at være blevet ældre gør man skal være vågen og talende. Kombineret med en teen der ikke går i seng og en tween der står tidligt op…..

    Nu har jeg det med at sige kan det være ørene til alle hvis børn der ikke sover. For når Rytter flokken her har sovet på den Max en time ad gangen måden har det bare altid været ørene. Ingen betændelse, så ingen feber eller smerter. “Bare” en konstant tryggen der vækker dem konstant.

    • Maria
      25. februar 2016 at 21:12

      Hvor er det hyggeligt du har lagt en kommentar ved mig Ann 😀

      Brrrr, vi beder nogle gange Andrea om ‘voksentid’, for hun kan jo snildt sidde frygtelig længe i stuen og snakke snakke snakke, og de små står altså tidligt op! Vi har brug for søvn for pokker 😉

      Hmm, det kan selvfølgelig være øerne – men jeg tror det ikke umiddelbart. Jeg tror bare han skal lære at sove uden sin mors babs i nærheden, samt han er igan gmed at gro en fortand, og den tror jeg plager ham en del. Lille pus.

  4. 24. februar 2016 at 21:41

    Jeg kan ikke lade være med at tænke, at sådan skal det være. Ikke det med den manglende søvn, men at det fylder. At der er behov for at tale om det, skrive om det, måske endda råbe op om det. Det er satme i orden, og selvom det er allerhelvedes mange år siden, kan jeg faktisk godt huske at det var sejt at komme igennem.
    Søvn er svært at undvære. Godt I er to, og godt I er enige.
    Jeg er sikker på at hende du savner, nok skal få sin tid og plads igen.
    Også selvom det lige nu føles uoverskueligt 🙂

    • Maria
      25. februar 2016 at 21:31

      Tak <3
      Bare tusinde tak Pernille.

      KH Maria

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *