Go-nu-nat !

Det dér med børn og søvn, det er der skrevet tykke og lange (og vanvittig mange!!!) bøger om. For det er virkelig noget der kan få forældres frustrationsniveau helt derop hvor man bliver desperat og vil prøve A.L.T.

 

For nogen lykkedes det. De har fundet en-eller-anden løsning der bare har givet dem den hellige formel hvor deres børn sover sødt og roligt  – og til tiden  ikke mindst – hver eneste fusking aften. Ingen slinger i valsen dér, det kører bare for dem. Aften efter aften, år efter år. Og for dem er det pisse enkelt. Det er det værste af det ikk. De siger bare man lige skal gøre sådan og sådan, og så er den skid ligesom slået.

 

Det er ligesom helt små babyer og deres tigerspring. Den ene dag har man en nuttet og nem baby og den næste dag er barnet som udbyttet med noget der er besat af jeg ved ikke hvad.

 

Og igen, så er der de forældre der aaaaldrig har oplevet et tigerspring. Ligesom dem der bare har glemt hvordan det er at have en toårig i toårs fasen. Næ nej, da deres børn var små var det ikke sådan….

Den lader vi lige stå lidt.

.

middagslur

(middagslur i barnevognen)

 

HVIS nu der var en enkelt universal løsning, så ville der ikke være skrevet alle de bøger om søvn. Så ville dem der har den perfekte løsning være drøn rige og svømme rundt i smeltet flødechokolade og spise lakridstrøfler dagen lang – for så ville  ingen nogen sinde mere sidde en fusking time på ‘puttesofaen’ oppe på børneværelset og stene mens man indeni sig selv messer at barnet jo på et eller andet tidspunkt sover. Nå.

 

Sådan er det hér. Lige pt tager det mellem et kvarter og en time at putte Edith i seng. Og det er altså fra man går op på værelset jeg tæller tid. Før da er der jo også nattøj på, børste tænder, og læse godnathistorie. Alt det foregår i stuen af én af os voksne. I perioder kan man synge godnatsang på værelset og derefter putte hende under dynen og gå. Og så falder hun selv i søvn. Det er nemt. Og hurtigt. Og absolut ikke sådan det er pt. Pt synger man godnatsang og holder stilletid tæt flettet sammen i ‘puttesofaen’ deroppe. Man snakker ikke, man laver ikke noget, man sidder bare og putter sig tæt sammen og aer lidt. Både hende og jeg. Eller hendes far hvis det er ham der putter. Lige indtil hun næsten sover, og SÅ kan man lægge hende i sengen og liste ud. Men heller ikke før end da.

Det er faktisk okay. Det er hyggeligt at slutte dagen af med at være helt tætte sammen, og jeg tolker det som at det er det hun har behov for lige nu. Tæthed og tryghed og ro. I en fast ramme hvor hun godt ved at man ikke må snakke eller lege eller noget som helst andet. Men at man bare skal falde helt til ro og lægge sig til at sove. I løbet af dagen sker der så meget. Hun er i vuggestue, hun leger herhjemme. Hun oplever og lærer en masse hele tiden. Hun er med i køkkenet og hjælper til. Hun er med i haven. Hun fjoller med sin søster. Hun er to år, og der sker så meget i sådan et lille liv – jeg tror det er godt at have den tæthed i den stund om aftenen.

 

I nogle familier sover man sammen indtil børnene er store. Det gør vi nogle gange her. Hvis hun vågner om natten og kalder kommer hun ned til os i voksensengen og sover i smørhullet. Og det er da drønhyggeligt, men hverken hendes far eller jeg får ret meget søvn ud af det. Og vi oplever også at hendes søvn er bedre og mere rolig når hun sover i sin egen seng på sit eget værelse. Det er vores erfaring, sådan behøver det jo ikke være for andre familier. Hendes storesøster kom jævnlig ind i voksensengen frem til hun var omtrent 7-8 år. Børn er forskellige.

 

Nogen gange, som i aften hvor det tog en time at putte. Så vil jeg gerne indrømme jeg synes det trækker tænder ud, og at jeg føler min voksentid og aftenen forsvinder mellem fingrene på mig. Det er lige dér jeg skal huske på at storesøsteren jo i en alder af 10 år, i åresvis hár lært at falde i søvn selv og uden rygnussen i hundrede år. Det er meget længe siden hun har ‘stjålet’ mine aftener. Det ér en fase, det der med søvnen. Den svinger hele tiden, og jeg tror min erfaring som mor efterhånden har lært mig at sådan er det bare – og så må man få det bedste ud af det (og sniffe en masse småbarnsduft langt ned i lungerne, for lige så hurtigt bliver hun en stor teenager der lugter af ged og ikke gider nusse med sin mor. Eller  noget).

 

  2 comments for “Go-nu-nat !

  1. 22. maj 2015 at 7:39

    Jeg kan afsløre, at voksentiden forsvinder på en anden måde, når ungerne bliver større. Min ældste er 13 og går stort set først i seng når vi voksne ligger os… Der er ingen voksentid på den konto – også selv om han sidder på værelset nogle gange – han skal stadig skubbes ud og børste tænder og i seng… Så nyd at det ‘kun’ er en time du mister og du trods alt stadig har lidt voksentid når hun er faldet til ro 🙂 kh. Birgitte

  2. 22. maj 2015 at 19:40

    Og som med så meget andet, så er det lissom man glemmer alle genvordighederne med årene… Jeg kan godt huske at der var tider hvor det var hårdt. Både det med søvn, men også alt muligt andet…
    Og alligevel er min hjerne skruet sammen, at den ender med at fortælle mig at så hårdt var det heller ikke…

    Nogen gange kan jeg tænke om det er noget i den stil, alle dem med alle de gode erfaringer og fantastiske ideer lider af? 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *