Vinden skifter. Igen.

Nogen gange tænker jeg på, om jeg nogensinde finder roen.

Efterhånden har jeg forstået, at det gør jeg nok ikke. Roen for mig, er at være i bevægelse. Ikke på den ekstroverte festlige facon, det kan jeg slet ikke finde ud af i mit hoved. Det stresser mig faktisk. Nej, men på den facon at jeg åbenbart nemt gror fast, føler mig bundet og begrænset og låst… Og så skal der ske noget nyt. På hjemmefronten er det de UENDELIGE projekter med at flytte rundt på møblerne, male en væg, grave i haven. Det er afstressende for mig. Knap så meget for manden som nok har givet op på det punkt og lader mig gøre det selv. Det passer mig glimragende.

På det professionelle plan er det noget mere “tungt”. Jeg har det her altopslugende behov for at bruge mit liv på noget der giver mig mening. Noget der giver mig et kick. Noget der gør mig glad langt ind i maven. Og helst hver dag. I et arbejdsliv kan det nok ikke være sådan hver dag, i hvert fald tror jeg det er de færreste det er sådan for. Der vil altid være opgaver der er sjovere end andre. Men sådan i store billede, der skal det altså spille !

Jeg har været i mit fag i 20 år. Lige bortset fra en lille afhopper på et par år væk fra faget, så har jeg ydet omsorg i fusking 20 år! Jeg har været drevet af min egen empati, jeg har lavet tusindevis af sygeplejeopgaver, vasket tusindevis af mennesker, hjulpet lige så mange med mad, påklædning, skiftet deres sår, givet dem deres medicin, skrevet deres plejeplaner. Og jeg har stået i første række til at rette ind efter nye ledere, nye regler, nye normeringer, nye nedskæringer, og nye elever og kolleger. Jeg har forsvaret mit fag mere, end jeg tror mange andre brancher gør. Jeg har både fået SÅ mange røvfulde men heldigvis endnu flere roser gennem årene. Af pårørende, af samarbejdspartnere, og af medierne. Sidstnævnte har ikke givet ret mange roser dog. Arbejdslivet som So.Su.Assistent er ikke helt enkelt.

Og ved i hvad – nu er jeg mæt. Jeg har ikke mere indeni mig at give fra dén konto. Jeg kan se de nye seje elever kommer med den entusiasme og glæde jeg også havde engang. Forleden hørte jeg endda én af teenagerens veninder gerne vil gå samme vej når hun engang er færdig med skolen. Det gjorde mig mere glad end jeg kan beskrive. For mit fag trænger til nyt blod. Det trænger til en opløftning og det trænger denondelynme til respekt! Jeg kan ikke se mig selv i spejlet længere og være tilfreds med mit arbejde.

Jeg har tidligere skrevet en del om det her med at være blevet voksen. Ældre end dengang jeg var ung og sprød. Og usikker. Men nu voksen. Jeg ved hvad jeg vil og hvad jeg ikke vil. Jeg har ambitioner og drømme og jeg mærker det pible og boble indeni maven af de drømme. Jeg har snakket om det i åresvis. Og jeg har skiftet jobs, blot for at opdage at jeg heller ikke der fandt den gyldne vej jeg drømte om. Jeg var faktisk ved at opgive, og affinde mig med at jeg måske bare var lidt utilfreds, og så er jeg jo også lige fyldt 40, og måske der alligevel var lidt krise ind over selvom jeg ærlig talt på ingen ansre måder føler en alderskrise. Og så er der også det faktum at jeg kun har været i mit nuværende arbejde halvandet år, og det endda med et helt fantastisk kollegialt sammenhold. Men ikke desto mindre kunne jeg mærke jeg var utilfreds.  Så utilfreds at da jeg i anden anledning fik samtlige mine ledere samlet i et lukket lokale, helt åbent fortalte dem at jeg med mindre de kunne ryste posen markant for mig i den retning jeg gerne vil, nok så småt ville være på vej videre. Der var også nytårsaften, hvor jeg stod på en veranda ved de bedste venner, og jeg med den smukkeste udsigt lovede mig selv inde i hjertet, at jeg er nødt til at tage det alvorligt. Med tiden. For det hastede ikke, men 2018 skulle være MIT år, det aftalte jeg også med en anden veninde et par uger senere.

Og pludselig slog karma til. Og så var den der sgu. Arbejdsdrømmen. Stinningen. Den jeg har snuset til i samme fag i kommunalt regi for 10 år siden – nu i det private. Stadig i sundhedsbranchen, men helt andre arbejdsopgaver. Ikke længere rollen som assistent, men en ny rolle og en helt ny arbejdshverdag, som indebærer skrivebord, taleevner og jongleren som en anden cirkusartist. Opslaget stod der og blafrede, og selvom jeg fik et sug i maven over at se det, gik der alligevel et par dage før jeg handlede på det.

Og efter en masse frem og tilbage. Og efter en samtale hvor jeg var helt ærlig og åben, og fik sagt alt det jeg drømte om i et fremtidigt arbejde – fordi jeg jo egentlig ikke behøøøøvede nyt arbejde, så de fik mig råt og usødet – ja så blev jeg tilbudt stillingen. Om en halv måneds tid starter jeg.

Så hvorfor skrive et helt blogindlæg om vinde og foranderlighed? Hvorfor overhovedet skrive, efter lang tids radiotavshed fra min side? Hvorfor ikke så hellere skrive om teenagerens konfirmation, eller turen hende og jeg tog til London? Hvorfor ikke noget lidt mere let? Måske fordi det nogen gange bare er nemmere at skrive når det er lige NU der er noget der kløer i fingrene.

Måske skriver jeg snart herinde igen. Det håber jeg sådan.

Minder på den indre harddisk.

Jeg er sådan et sansemenneske.

Min indre harddisk suger fragmenter, stemninger, dufte, lyde osv til sig. Og så gemmer den dem et sted i én af de bagerste arkivkasser et sted oppe i hjernens fjernlager. Og *PUF* så popper der nogen gange et minde op, fordi en duft eller en lyd, har trikket noget i mine gemmer, som jeg ellers havde glemt.

Det er ret sjovt når det sker. Og hver gang bliver jeg forundret og overrasket. Og nogle gange helt rørt.

De sidste dage har det blæst/stormet en del. Og selvom jeg fysisk har været her i Århus, så har min hjerne ført mig tilbage til et utal af weekender og ferier som barn, ved Vesterhavet. Jeg har hørt lyden af tagpladerne på sommerhuset der rykkede på sig i stormvejr. Jeg har næsten fysisk kunnet dufte saltvandet der hang i luften uanset hvor langt væk fra havet vi var. Og jeg har kunnet mærke det stiv-fedtede hår man fik. Jeg har husket at jeg ALTID ville ud at bade. Selvom de voksne stod i vinterfrakker og halstørklæder og skuttede sig, så smed jeg tøjet og hoppede i vandet mindst til knæene. Jeg husker leg med hunden i sandet, gyngen i gyngestativet, akrobatnumre i samme stativ. Og cykelture op til bageren efter kage og brød, med et indkøbsnet på bagagebæren. Jeg husker det orange træskrivebord som vi havde fået af naboen, og som blev malet hvidt. Jeg husker væggene min far pudsede op med sådan noget sandstads så man skrabte knoerne hvis man stødte hænderne mod når man legede – men det var mægtig populært, alle havde det på væggene. Og jeg husker min mor syede et helt hus af lagner til at have rundt om køjesengen – med vinduer, dør, og masse fine detaljer. Og så husker jeg, at jeg følte mig som de piger fra Bulderby der fik nyt værelse, og at det hele var så fint og særligt.

 

Det er dejlige minder at få, blot fordi det blæser i Århus. Åh hvor jeg drømmer om at få mit eget sommerhus.

 

Ro for øjnene.

“Jeg kan ikke lide når der er overmøbleret”, sagde min far en dag.

Mine forældre havde nylig flyttet om på nogle møbler. Nytænkt et par rum, omrokeret og opgraderet lidt rundt i huset.

Det er sådan noget de gør engang imellem. Ligesom de maler en væg i en anden farve, flytter rundt på planter i haven, syer nye puder. Ordner og arrangerer. Hvorefter de går rundt og føler det hele lidt an, og mærker efter hvad der føles rigtigt og ser pænest ud.

…..

Laden den sgu lige stå lidt.

…..

Æblet falder sjældent langt fra stammen og alt det der man siger. Det er ikke helt forkert det ordsprog, i hvert fald passer det overordentlig godt på mig også.

Jeg ELSKER at ordne, arrangere og fornye. Der er sjældent ro på herhjemme i ret lang tid af gangen. Jeg er NØDT TIL at lave lidt om jævnligt. Det er sjældent de store ændringer, men de er der. Købet af en ny vase kan omrokere alt dims i stuen. Ligesom en nymalet væg kan give mig følelsen af et helt nyt rum. Jeg elsker at rydde op i ting, organisere tingene, rydde ud ud ud. Det er langt vigtigere for mig, at det er æstetisk pænt (i mine øjne), end at det er super praktisk. Omend det praktiske er kommet i noget højere kurs gennem årene. Jeg køber ikke ret meget nyt, men bruger instagram, DBA, og et par faste loppedamer. Ting cirkulerer, det er sgu så moderne.

Jeg gider ikke have et boligmagasin-hjem. “Nordisk og enkelt”, nej tak. Selvom mit tidligere hus faktisk var i magasiner i både DK, Norge og Sverige. Og i lokalavisen. Men jeg gider ikke have det samme som “alle de andre”, selvom jeg nok alligevel har det, og ikke er så original som jeg selv går og bilder mig ind. Jeg kan blive helt urimeligt hidsig inde i kroppen hvis min mand formaster sig til at ville stoppe for mang ting ind i hjemmet. Ligesom jeg (undskyld jeg lyder som en dåse, men det er altså sådan jeg har det) bliver klaustrofobisk når jeg kommer ind et sted hvor der er for meget stampet sammen på ét sted.

Aka min fars udtalelese først i indlægget her.

 

Når jeg nu har det sådan, er det så ikke ironisk at vi har et 50 kvm anneks fyldt til bristepunktet med “pis og lort” af aflagte møbler, gamle legesager, udvokset tøj, tomme colaflasker, genbrugsgrej, værktøj, cykler, en hjørnesofa, havemøbler, 2 gamle puck maxi, et ukendt antal togbaner, gamle skolebøger osv osv ? I flere år gav jeg manden skylden for rodet derovre. Men jeg må indrømme at 50% af det er mit efterhånden. Fordi at hver gang jeg “laver om”, losser jeg bare det der skal ud / videre / what-ever derover…. Og åbner man mine skabe inde i huset er der også kaos i det halve af dem. Jeg rydder op og rydder op. De fleste ting har faste pladser, det er ikke dem der driller. Men det er alle de ting der ikke har en fast plads. Og så også det faktum at vi bor 5 mennesker, en hund og en kat på 125 kvm. Her er ikke overvældende med plads!

 

Jeg har et par personlige nytårsforsætter jeg ikke deler her. Men jeg har også et der hedder mere af den strukur jeg holder så meget af, og som giver mig en fysisk ro i kroppen, og som jeg behersker bedst på overfladen. Den skal lige et tag dybere ind tak. Jeg har genåpnet min gode gamle notesbog med idéer og planer / lister, og jeg kan helt mærke det kribler i fingrene for at begynde at krydse af.

Første rum og punkt på listen er allerede i fuld gang. Det er mandens lille kontor / rum hvor vi har tegnegrej og lego her i underetagen.

Det blir godt! Det skal nok blive megagodt.

20171218_152122

 

(billedet er tilbage fra før jul. Sofaen er købt på DBA. Gyngestoen købte jeg engang af en veninde. De små klapstole er lopper, skrivebordet i hjørnet er fra genbrug, den gamle originale Eames købte jeg for en halv måneds madbudget da jeg var alenemor for år tilbage. Ryatæppe på væggen, svingarmslampe, vitrineskabe på væggen og det store E, er også genbrug / hjemmelavet. Sofabordet er en bryllupsgave fra mine forældre)

 

Ps: forleden fortalte min mand mig om en drøm han havde haft om natten. Han drømte at han kom hjem fra arbejde en dag, og så havde jeg flyttet legehuset til et andet sted i haven. Da han efterfølgende kom ind i huset gik der håndværkere og ordnede noget. Ham fortalte mig at han ikke engang var blevet overrasket i drømmen, for det er sådan det er at bo med mig. Jeg ved ikke om det betyder jeg kan begynde at hyre håndværkere ?