Party i provinsen.

Jeg kan godt lide at efteråret er kommet dumpende lige ned i skødet på os. Specielt en dag som idag hvor der har været sol, høj blå himmel, og frisk sprød luft i næseborene. At der så lige kom et par af de uundgåelige byger der vist er kendetegnet ved hele det her år (og hold nu bare op med at brok over vejret. Det er bare sådan, vi kan ikke gøre noget ved det, og man bliver fandme så træt i ansigtet af at høre på brok-brok-brok fusking hele tiden). Men det meste af dagen har jeg faktisk kunnet kigge ud på det fine efterårsvejr fra vinduerne på arbejdet, og her til aften mens manden puttede de små, gik jeg en god tur med hunden.

 

Vi har nemlig været så røvhamrende heldige at FÅ en hund. En lille halvfed hundebasse med Maudetendenser og en glubende appetit. Førstnævnte gør sig mest udslag i at han elsker at ligge inde i vores seng. Maaange timer i døgnet, og at han nægter at bevæge sit luksushundelegeme udenfor hvis det regner. Og sidstnævnte i, at vi efter at have haft ham 4 måneder kunne konstatere at have fået øget hans vægt med et så højt procenttal jeg ikke tør skrive det højt. Så han kom på kur, fik ikke foder udenfor de faste 2 gange i døgnet, og er ved at være en smule mere harmonisk sådan rent vægtmæssigt igen nu. Han er sjov, kærlig, social (når ikke lige han sover), og glad for både børnene og at lege. Og så er han allergivenlig, fælder ikke, og ja – vi er åbenbart blevet sådan nogle hundemennesker der får akut hjertebanken af glæde over at se hans tykke lille krop komme løbende glad mod os når vi kommer hjem. Han er i øvrigt 3 år – og DET er fandme genialt når man allerede har så mange børn at man på ingen måde har lyst til hvalpeballade og tisseri i møblerne. Nu har han boet ved os et halvt års tid, og hans tidligere ejer som er en af mine tætte kolleger, er lige så glad over at kunne følge med i hvordan han har det, som vi er for at have fået lov at få ham.

20170915_195549

(Dixie. Han har på ingen måde tid til at stå stille for at få taget et billede på gåturen).

Da jeg gik med ham her til aften, kunne jeg ikke lade være med at gå og småkigge lidt på husene i mit kvarter, og se alle de steder der kørte Disney sjov i fjerneren, eller de steder der sad folk omkring bordene, og alle de vinduer med stearinlys og en udstråling af ro.

20170915_200021

(vores hus)

Jeg er så glad for at bo lige her, midt i provinsen. Med Disney sjov, fredags vin / øl, hjemmelavede chokoladetrøfler på bordet foran mig, og følelsen af at weekenden lige er begyndt og vi ikke skal en skid. Vi ender højst sandsynlig ud med at lave en masse alligevel, for sådan ender det altid, men det gør mig godt at vi ingen planer har.

Så jeg tænker tanker om efteråret. Hvad det kommer til at byde på, og det er fyldt af lutter gode stunder at se frem til. Jeg tror jeg skal lave mig en efterårs liste – sådan gjorde jeg tidligere da jeg bloggede førhen – lister er altid en god ide, synes jeg – og de giver et godt perspektiv over tiden og hvad jeg gerne vil, og så elsker jeg i øvrigt andre folks lister.

 

(Min far har i øvrigt tilbudt at købe en ged til os – han mener den vil holde græsset mere trimmet end vi har formået. Og hvis nu jeg var typen der brokkede mig over vejret, ville jeg sige det er derfor det er så langt. Men i stedet påstår jeg bare det er fordi vi er så boheme. Men faktisk kan jeg bedst lide det er klippet – jeg bor vel i provinsen.)

 

Vi plejede at kalde hende ‘flyvende farmor’.

De sidste 4 måneder har været meget meget følelsespræget for os her hjemme. Det har været rutchebaneture af lettelse, dyb afmagt, ked-af-det-hed og mange tårer. Det har været frustrationer, tænders gnidsel, opture og lyspunkter, stress, søvnløse nætter.

Og accept i sidste ende. Idag fik vi sat et midlertidigt punktum, eller i hvert fald er vi nået til det sted, hvor vi ikke kan andet.

 

For 4 måneder siden blev min svigermor – min mands mor – mine børns farmor – alvorligt syg.

 

Det var den første sommeragtige dag i starten af foråret, en lørdag. Vi var i haven, ungerne legede og vi havde tusinde planer for den dag. Men telefonen ringede – en nabo syntes der var så stille i min svigermors lejlighed, og hun virkede slet ikke som sig selv. Hjemme i haven vurderede vi at jeg skulle køre derop – jeg ville kunne være mere objektiv end min mand ville kunne være.

Jeg har aldrig kørt så hurtigt før.

 

For 4 måneder siden stod jeg med hendes liv i hænderne og ringede 112. Jeg var med hende hele vejen, fra modtagelse af teamet der stod springparate til at tage imod os, til turen gennem MR scanner, prøver osv. Jeg stod og sagde JA på hendes vegne, og jeg sad og ventede med hendes hånd i min. Jeg krammede hende og lovede at alt nok skal blive bedre igen, jeg a’ede hendes kind, jeg hjalp hende med at drikke af en kop. Jeg gjorde alt hvad jeg kunne, og da jeg ikke kunne gøre mere, gik jeg ud til min bil og kørte hjem til min mand og mine børn og satte mig i haven sammen med dem. Jeg kæmpede virkelig med mine roller. Mit hjerte kunne ikke blive enig med min faglige viden om hvad jeg skulle tro og hvad jeg skulle sige højt.

 

***

 

Det har været 4 lange måneder siden da. Vi har stemplet ud og ind af ængstelsen, vi har faktisk været gode til ikke at være i den hele tiden. Men den har ligget og luret der bagerst i hovedet hele tiden. På de 4 måneder har vi kæmpet mest med, men også imod sundhedssystemet. Vi har været der hele tiden, gennem alle de faser og alle de forskellige steder hun har været. Idag fik vi som sagt, sat det punktum vi kan sætte nu. Vi har igangsat de nødvendige ting for at hendes fremtid bliver så god og værdig som overhovedet muligt. Vi har været nødt til at acceptere, at vores mor – svigermor – farmor aldrig mere kommer tilbage som den kvinde hun var, men at hun skal fortsætte gennem utallige træninger, og at vejen endnu er lang at gå. Hun kommer aldrig hjem i sin lejlighed igen, men skal efter næste træningsophold flytte på plejehjem. Det har vi bestemt idag, og jeg tudede der ved mødebordet midt mellem min mand, svoger, kommunens folk og hele det team der har vurderet hende. De har gjort det godt, det har de sgu!

 

Og hun ER på vej, men hold nu kæft hvor jeg savner min svigermor som hun var præ hjernebetændelse og deraf skader.

Det er ikke en købmandshandel.

Man skal ikke underkende vigtigheden af at passe (rigtig) godt på hinanden i et parforhold. Der går så nemt hverdag i hverdagen, og i hvert fald herhjemme ved os i småbarnsårene skal tingene ligesom køre lidt efter en rimelig fastlagt plan, for at der ikke kommer for meget grus i maskineriet. Og så kan det godt gå hen og blive til mindre (meget mindre) kærsteri, og mere logistik.

Der er også hele issuet om den manglende og brudte nattesøvn, og deraf mindre… lad os kalde det overskud, til at være det ordentlige menneske overfor hinanden som man var, præ småbørn.

Man kan godt falde i gryden med selvretfærdighed, og man kan godt blive en kende martyragtig til tider. Det kan man godt. Og jeg kan godt såen rent hypotetisk (gu da røv, jeg er blot et menneske. Og nogle gange et virkelig grimt ét af slagsen). Men overordnet set, i det store og hele, skal man altid huske på at passe rigtig godt på hinanden.

Vi er ret gode til det her hjemme.  Vi husker på det der lille anerkendene blik, klappet på skulderen eller po-po’en, det ekstra kys i nakken. Det at gøre de der små ting der ikke rigtig tæller eller måske bemærkes, men som den anden bare bliver så glad for. Som når ham med de gode armen reder sengen om morgenen. Han er fuldstændig totalt og aldeles ligeglad med det, men for mig betyder det bare rigtig meget. Det gør mig glad når han gør det. Eller når man lige sender et kys i en sms midt på dagen, bare fordi.

Ligesom hvis den ene af os vrisser af den anden uden grund – så lukker vi den, i stedet for at åbne den op til et vulkanudbrud af et skænderi, som man nogle gange måske godt kan have lyst til at gøre, bare fordi man er træt eller har haft en hård dag. Luk den, stryg hinanden med hårene, og grin!

***

Da vi fik barn nr 3, for nu over 2 år siden, slog det benene væk under os. hold-Nu-Kæft det var hårdt. 2 børn lige i rap var hårdere end vi havde forestillet os. Og det er til dels stadig hårdt. Men det letter også på SÅ mange plan, og det er langt mere glæde og romantik end det har været. Vi troede ikke der ville være den store forskel. Vi havde jo allerede 2 børn, så én mere kunne umuligt slå os ud. Men det gjorde det faktisk lidt. Det var ikke sådan en hyggeli lille treér, rosinen i pølseenden, og alt det der jazz. Jeg har tidligere skrevet en del om det, og hver gang jeg gør det, bliver jeg altid så bange for at det lyder som om vi ikke også nyder og har nydt det, som om det har været en lang ørkenvandring af rod og gråd og jeg-ved-ikke-hvad. For det var det jo ikke. Kun.

Men det VAR altså hårdt.

Og jeg tror det er der, der let kan gå købmand i den, og man kan falde i fælden som er svær at komme op ad igen. Måske er det også noget der kommer med årene ? Måske er det fordi man er blevet det ældre, at man godt kan se over egen næsetip og passe på hinanden. Der kommer aldrig en ukompliceret tid igen. Har den overhovedet nogen sinde været der ? Alt er faser, både i småbørnsårene og i parforholdet. Og man er stærk når man, når man går i seng om aftenen, kan se sig selv i spejlet og være glad for den man har været i løbet af dagen – overfor både ens yngel, men sandelig også overfor ens mand / kone.

 

***

 

Glad fredag til jer der læser med. Jeg kan se der faktisk er forbløffende mange, trods jeg først er startet så småt op igen efter næsten et års pause. Jeg har jo ikke råbt højt nogle steder om mine skriblerier herinde igen, så TAK fordi i kigger forbi, det gør mig glad !