Eftertænksomhed.

Dengang 2017 startede, havde jeg en idé om at det skulle blive ‘mit år’. SÅ skulle der startes nyt arbejde, jeg skulle godt igang med træning, tabe de der famøse barselskilo der stadig fyldte på sidebenene, og min småbørn ville ikke længere være helt så små og krævende.

Det gik ikke som hverken forventet eller ønsket.

 

Jeg startede nyt job – og det er bestemt godt!, men det ER bare stadig samme fag og samme kommunale system uanset hvor man så er. Træningen er også kørt godt igang, og jeg er blevet motherfucker meget stærkere – men min hang til chokolade er ikke mindsket, så ehhh, you know. Småbørnene er nemmere. Det er edderbroderme nogle dejlige unger jeg (OK, vi) der har lavet. Men at tro vi ville få nattero og nemhed, var nok lige positivt nok. Det har vi ikke, og det er de ikke. Oveni har vi fået en teenager. Dét pissesjovt….

 

Det har af flere årsager været et helt råddent hårdt år. Min svigermor har været, og er, meget syg. Det har kostet mange tårer og bekymringer. Hun bliver aldrig rask igen, og den er svær at sluge. Vi synes vi er for unge til at stå med den slags bekymringer og svære valg. Men ting går den vej de nu engang går. Og kan man ikke gøre noget ved det, er der ikke andet for, end at gå med. Bum.

 

Jeg er de sidste par år blevet mere og mere bevidst om hvad jeg vil, og hvad jeg IKKE vil. Jeg er blevet kvalitetsbevidst på flere plan – ikke blot materielt. Mine grænser er helt klare, og jeg gider ikke spilde min tid og mit krudt på skrammel. Jeg er ramlet ind i flere personlige konflikter det sidste halve år, end jeg var i, midt i mine ellers ikke helt rolige teenageår… Det siger ikke så lidt. Ikke at jeg går og gør mig uvenner med folk, men jeg siger fra, og jeg siger stop. Intet drama, mere bare sådan på et plan hvor jeg sætter foden ned.

Som jeg nævnte i én af mine lister her i efteråret, livet er for kort til idioti.

 

Jeg fylder 40 år 1. juledag. Og det er gået op for mig, at jeg ikke får nogen 40 års krise hvor jeg tror mit liv er slut, men at jeg i stedet bliver “40, fast & furious’. Den kan forstås på flere måder, jeg vælger den positive 💪

 

Der er ikke meget jul i det her indlæg, men jeg lover jeg har spist havregrynskugler mens jeg skrev det.

December.

Uden jeg opdagede det, gik tiden. Men det var med en masse rart, og en masse hverdagsjazz og en masse sygdom. Fårk hvor jeg er træt af sygdom.

Men det er blevet december. Det har det været en uge, og flere ting er allerede krydset af min mentale juleliste.

20171206_184912

Fx har vi lavet udstikskager. Jeg har købt langt de fleste julegaver. Og som nævnt tilbage på efterårslisten – både været i sommerhus igen, holdt teenagefødselsdag, og i det hele taget været voldsomt social for mig at være.

Så social, at jeg bliver så frygtelig træt af det.

Og så er der den der indre ro.

20171103_143016

Det er fredag.

Jeg har planfri inden weekendvagt. På langt de fleste planfrie dage, holder jeg de to små hjemme. Nogen gange er det et rent ramasjang af kaos og smågnaveri de små imellem ( og mig. Jeg gnaver sgu også). Men andre gange, og heldigvis mest, er det ret hyggeligt.

Jeg har fundet ud af, at succesraten er rent proportionalt med mine forventninger. Hvis jeg tror jeg skal lave en masse i køkkenet, læse i en bog, strikke og have et middagshvil, så kan jeg godt tro om igen. Så er det lige så sikkert som kø på E45, at ungerne kravler på mig som aber, stjæler hinandens legesager og skriger som to små maniske spassere i en slikbutik. Suk altså.

Men altså, med rette forventning ikk…

Idag var der to ting på programmet.

1: mad- og fredags’noller”-indkøb.

2: købe fødselsdagsgave til teenageren officielt bliver teenager i næste uge.

Det lyder muligvis ikke af meget, men tro mig, det kræver boller af stål og benhårde aftaler.

Men det gik helt og aldeles topdollar-pissegodt!

Ungerne blev på forhånd præpareret med at mindste skulle sidde i klapvognen HELE tiden, og mellemste skulle gå pænt ved siden af. Så måtte de til gengæld få en af de gode gulerodsboller OG være med til at vælge fredags’nolleret’ (det blev skumjulemænd. Vi skal have dem senere i aften).

Og ved i hvad – ikke et øje er tørt, vi fik alt det med hjem jeg havde planlagt. Faktisk endnu mere end planlagt. Og ingen (heller ikke undertegnede) blev hidsige eller fik svedskjolder under armene.

Touche!

Og lige nu – der holder vi siesta på sofaen. Alle sammen. Og jeg tænker på, at dengang jeg havde ét barn, eller endda to, var det her ingen særlig bedrift, men med tre hvor af de to små er så små, det er det eddermanme ret sejt.